Rabarber-fool

Normalt laver jeg ikke desserter. Ikke fordi jeg ikke kan lide desserter, men fordi de som regel 1) kræver at man følger opskriften meget nøje og 2) kræver megen tid. Ikke lige mig - så jeg dapper næsten altid til bageren og køber en kage og måske lidt is!

Men - der ér da heldigvis nogle desserter der er nemme at lave. Min mor, som var virkelig god til at lave mad, lavede også kun meget sjældent desserter og hun havde et par stykker, som hun lavede fast. En af dem er den klassiske engelske frugtdessert fool og opskriften hér er fra min mor.

Hvorfor den hedder fool, ved man ikke helt. Nogle mener at den egentlig hedder foole og kommer af det franske ord foule, som betyder at knuse. Personligt tror jeg, at det hedder fool, fordi det er så nemt at lave at selv det dummeste fjols kan finde ud af det!

Rabarber-fool
Fool er en slags frugtcreme og består af frugt, sukker og flødeskum. That's it. Man kan bruge mange forskellige slags frugt, fx jordbær, stikkelsbær, solbær eller abrikoser. 

Denne gang lavede jeg det med rabarber, fordi det var hvad der kom i den ugentlige kasse fra Årstiderne. Og man må bare sige, at rabarber passer usædvanligt godt sammen med flødeskum!

Min mors opskrift lyder: Frugten (altså her rabarber) skæres i stykker og koges i en gryde med en hel del sukker. Afkøles og piskes til mos - tilsæt evt. mere sukker. Mosen skal være temmelig sød. En masse flødesum vendes i, sættes iskoldt i køleskabet.

Rabarber-fool med flødeskum ovenpå
Man kan spise fool'en som den er, med et par sprøde kiks eller småkager til, eller som tilbehør til kage fx chokoladekage eller æblekage. 

Nåja, man kan også komme mere flødeskum ovenpå!

Fool smager simpelthen vidunderligt!