Italiensk mad-nirvana

Stefano i gang med italienske tryllerier i mit køkken
Forleden aften havde jeg besøg af min gamle ven Stefano, som er italiener. Vi havde lavet den aftale, at jeg købte ind og lagde køkken til, og han lavede maden.
En god deal, synes jeg, da jeg elsker italiensk mad, og da Stefano er en rigtig god kok.

En af grundene til, at det italienske køkken er blandt mine favoritter er, at det er baseret på enkelhed. Man kan lave den mest fantastisk velsmagende mad med meget få ting, og man går ikke altid så meget op i nøjagtighed! Italienerne er mestre i mad på slump.

Stefano havde givet mig besked på at anskaffe noget torsk, hel spinat, lidt tomater, kikærter, persille og lidt mayonnaise. Det kom der følgende ud af:

Dampet spinat og tomater: Man tager en god, stor portion hel spinat (det krymper gevaldigt når det dampes), 3-4 tomater, lidt hvidløg. Hvidløget svitses i olivenolie, tomaterne kommes ved og tilsidst spinaten.
Lav det i en sautépande eller alm. pande, så spinaten ikke bare står og koger. Det hele skal faktisk nærmest sauteres.
Jeg havde ikke smagt denne spinatret før, men den er nu blevet min foretrukne måde at lave spinat på.

Kikærtesalat: Denne salat er uhyre nem at lave men tager lidt tid. Det skyldes at kikærterne skal stå i blød op til 10 timer inden de koges. Så altså, start aftenen før med lige at lægge dem i blød i vand.
Hæld vandet ud og skyl kikærterne godt igennem. Så koges de som anvist på posen (45-60 min.) i nyt vand, afkøles og blandes med rigelig olivenolive, citronsaft, salt, balsamico og hakket persille.

Torskesalat: Tag et godt stykke torsk, skær det i mindre stykker og kog det forsigtigt. Lad det køle af og findel det, så det nærmest ser ud som det er hakket. Bland salt, peber, citronsaft, hakket persille og  lidt god mayonnaise i (Irmas mayo er den suverænt bedste, ja faktisk markedets eneste anbefalelsesværdige).

Et herligt italiensk måltid, som vi spiste godt brød og drak rigelige mængder italiensk hvidvin til...

Stefanos spinat/tomatret, kikærtesalat og torskesalat
- italiensk, let, nemt, sundt, sindssygt godt!