Pandekager 2

Jeg har tidligere skrevet om pandekager, som jeg dels elsker at lave, dels elsker at spise. Jeg lavede pandekager igen i dag, fordi jeg havde fået en opskrift fra nogle bekendte, som skulle give sådan nogle luftige pandekager. Det måtte jeg jo prøve!

Opskriften er simpel, som pandekageopskrifter heldigvis er. Jeg lavede den nu lidt om undervejs - sådan er det med mad på slump.

Man blander følgende i en skål:
Hvedemel, ca.  70 g
Boghvedemel ca. 70 g
Salt, ganske lidt
Bagepulver, en teske

Så pisker man 1 æg sammen med 130 ml mælk, lidt olie og lidt sirup. I opskriften stod der sukker, men det havde jeg ikke, så jeg brugte ahornsirup. Der stod også smeltet smør men det havde jeg ikke, så jeg brugte rapsolie. Man kan også med fordel blande mælk med fløde, hvis man har en rest i køleskabet (det havde jeg).

Ægge-mælke-blandingen hældes ned i melblandingen og røres godt sammen, så det ikke længere klumper. Står i en 10 minutter. Det med den hér lille hviletid er vigtigt, fordi det giver bagepulveret mulighed for at virke. Dejen begynder at boble lidt og bliver ganske tyk. Sådan skal den være.

Så varmer man en pande godt op. Mange kommer fedtstof på panden ved stegningen, det gør jeg nu ikke. En klat dej kommes på en varme pande og når den er gyldenbrun, vendes den på den anden side til dén er gyldenbrun, og så er den færdig. Bliv ved til der ikke er mere dej tilbage! Og ja, disse pandekager blev dejligt luftige. Jeg spiste dem med skyr, bananer og sirup.

Pandekager med sirup, banan og skyr